Horsemanship, Video

Afslutter du din træning korrekt?

1. maj 2017

Afslutter du din træning korrekt?

Jeg ser ofte ryttere hoppe af hesten – så afsted ud af ridehuset – ind i stalden – og af med sadlen – og så videre… Ofte har jeg fornemmelsen af, at rytteren allerede tænker på aftensmad og dagens næste opgaver. Men hvad gør det ved din hest? Og hvad gør det ved dig?

Den måde du omgår hesten på, er utrolig vigtig for jeres succes i ridningen og i jeres venskab. Mange ryttere har sikkert prøvet at komme travle fra arbejde og liiige skal nå at træne. Sjovt nok, er det ofte de dage, hvor hesten er “dum” og “ikke gider”. Hvordan kan det være? Og hvad er det hesten fortæller os?

Heste, dyr og små børn lever nu og her. De tænker ikke på i går eller i morgen eller om lidt. Det gør, at de kræver at vi er “tilstede”. Med at være tilstede mener jeg, at vi ryttere skal se, mærke og føle hvor vi selv er MEN også hvor hesten er. Det er sundt for os moderne mennesker. For vi er hele tiden i gang med, at planlægge næste opgave i vores hoved og er ikke vant til blot at være.

De sidste par års boom af “føl dig selv” kurser tror jeg er et udspring af, at vi moderne mennesker er så “effektive”, at vi hele tiden er i gang med næste task og næste task og næste… Og tilsidst kan vi ikke mærke os selv. For vi tillader os ikke blot at være, vi fortæller os selv at det er der ikke tid til…?!?

Jeg underviser i horsemanship eller “hestehvisker” og den rejse som rytteren kommer ud på som menneske er super spændende. Det kræver mod. Det kræver fordybelse. Men vi opnår først succes, når vi tør mærke os selv, for så følger hesten én med tillid og respekt fordi vi er ægte.

Her en lille film af min hest Frøken Bowie og jeg som afslutter dagens træning. Det er en typisk måde for os at afslutte på. Og husk, at den stemning du afslutter træningen med i dag – det er den stemning du starter træningen med i morgen.

Du ville måske også kunne lide

Ingen kommentarer

Har du en kommentar til artiklen kan du tilføje den her under